Traditionen tro spiller guitaristen Jacob Fischer også i år på Fajancen i Sønderho. De første mange år var det med bassisten Hugo Rasmussen og senere forskellige spændende gæster.
I 2020 bliver der intimt duo sammenspil med violinisten og mundharpespilleren Alexander Kraglund, som i en årrække beskæftiget sig indgående med brasilianske stilarter, boet og turneret i Brasilien og spillet med brasilianske artister i den absolutte top, heriblandt Mauricio Carrilho, Rogerio Souza, Marcilio Lopes, Ze Paulo Becker og mange flere.
Jacob Fischer har i mange år været en af de flittigste musikere i Danmark og mange har nok hørt ham med Svend Asmussens kvartet som han spillede med i over 15 år, eller de mange tusinde koncerter med bl.a Finn Ziegler og Hugo Rasmussen. I dag har han fuld gang i en international karriere med turneer i både USA og Japan med amerikanske topmusikere som Scott Hamilton, Warren Vaché og Harry Allen.
Der vil blive spillet musik fra Brasiliens rige og meget varierede musiktradition - samba , bossa nova, og ikke mindst Choro som er en slags charmerende Brasiliansk ragtime.
Sikkert også lidt udvalgte jazz evergreens og måske et par danske sange.